Du er her. #1 - Foreningswebsite > Aktiviteter
 

Træning i riffelskydning

Der er skydning på 100 m bane til bukkeskiver og traditionelle indskydningsskiver stort set hver mandag og torsdag på Hanebjerg skydebane fra april til november og hertil nogle udvalgte søndage. Vi kan desværre ikke tilbyde skydninger på Sjælsø skydebaner i 2016.

Klik her for printvenlig guide til træning af riffelskytter.

 

Sådan afvikler vi vores skydninger

Alle på skydebanen er der frivilligt, også instruktørerne, derfor er SIKKERHEDEN vigtigst af alt, og derfor afvikler vi vores skydninger som beskrevet nedenfor – og det er ALTID ENS FOR ALLE, VED HVER SKYDNING - klik her for printbar version:

VIGTIGST:

RIFFELEN MÅ ALDRIG VÆRE LADT ELLER HAVE BUNDSTYKKET LUKKET (undtagen under skydning).

INGEN MÅ GÅ IND I SKYDEHUSET, NÅR DØREN ER LUKKET ELLER DEN RØD/HVIDE KÆDE ER SAT FOR. 

  1. Ved ankomst: Skytten henvender sig ved indskrivningsbordet, betaler og viser gyldigt jagttegn, våbentilladelse og billedlegitimation. Skytten får udleveret et nummer og skriver sit navn på skydelisten.  Ønsker skytten at skyde til bukkeskive, gør han opmærksom på dette ved indskrivning. Er der mange skytter, er det muligt, at ønsket ikke kan efterkommes. 
  2. Er skytten nybegynder eller af anden årsag ønsker særlig hjælp fra instruktør, siger han/hun det allerede ved indskrivningsbordet.
  3. Skytten venter på OPHOLDSOMRÅDET og pakker sin riffel ud og gør øvrigt grej klart.
  4. Når skyttens navn eller nummer bliver råbt op, medbringer han/hun kun riffel og det, som skal bruges til selve skydningen. Alt andet (etui osv.) efterlades udenfor skydehuset under skydningen.
  5. INDEN SKYTTEN TRÆDER IND I SKYDEHUSET SKAL RIFFELEN EFTERSES AF EN INSTRUKTØR – dvs. instruktører checker, at riffelpiben er fri for fremmedlegemer (for at hindre utilsigtet skydning eller løbssprængning).
  6. Skytten får enten anvist en ledig standplads eller finder en selv. Skytten stiller sin riffel i riffelholderen og gør øvrigt udstyr klart.
  7. Når alle er inde, lukker banekommandøren døren og melder, at man må INDTAGE OG AFPRØVE SKYDESTILLING. Skytten efterser her selv, at løb og kammer er tomt.
  8. Over hver standplads står et nummer. Skytten skal skyde på den røde skydeskive eller bukkeskive, som hænger under SAMME nummer som på skydebåsen.
  9. Når alle er klar, melder banekommandøren, at DER SKAL ANLÆGGES HØREVÆRN, og at DER MÅ LADES og SKYDES. Først på dette tidspunkt må skytten påbegynde ladning!
  10. Der skydes i max. 5 minutter. Skytten må afskyde så mange skud, som han har lyst til.
  11. Det skal indskærpes, at ladning KUN foregår med vandret pibe pegende mod træfpunktet. Gentagen høj pibeføring medfører bortvisning fra banen.
  12. Når skytten er færdig med at skyde, efterser han, at der ikke sidder en patron i kammeret og stiller riflen op i holderen (med bundstykket ude). Skytten bliver på sin plads.
  13. Er alle skytter færdige med skydning før de 5 minutter er gået, kan banekommandøren stoppe skydningen. Skydningen stoppes al tid med kommandoen HOLD INDE.
  14. Alle skytter forlader nu skydehuset. Skytter, som ikke skal skyde mere, kan ved samme lejlighed pakke deres grej sammen og tage det samt riffel med ud.
  15. RIFLEN SKAL ALTID EFTERSES AF EN INSTRUKTØR, INDEN DEN TAGES UD AF SKYDEHUSET!  
  16. ALLE skytter venter i venteområdet indtil skydehuset er tømt, døren lukket eller kæden sat for, og en kommandør åbner for lågen til skydebanen.
  17. Vi går samlet til markering (her medbringes ikke rifler). Instruktørerne går med og hjælper gerne med vejledning.
  18. DEN ENKELTE SKYTTE SKAL SELV PLASTRE HULLERNE I SIN SKYDESKIVE TIL, INDEN HAN GÅR TILBAGE TIL OPHOLDSOMRÅDET (plastre til skydehuller findes ved skydeskiverne).
  19. Når alle skytter er kommet tilbage fra markering, lukkes lågen til skydebanen. Først når banekommandøren siger ”VÆRSÅGOD” og åbner til skydehuset, må skytterne igen gå til deres riffel og justere mv. 


Generalforsamling 2017 - Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling

Tirsdag den 24. januar 2017 kl. 18 blev der afholdt generalforsamling i Hillerøds Jagtforenings klubhus, Stationsvej 1. Nr. Herlev, 3400 Hillerød.

Ved generalforsamlingen præsenterede bestyrelsen forslag til vedtægtsændringer jf. nedenfor.

Da sådanne ændringer iflg. vedtægterne skal vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, indkaldes hermed til ekstraordinær generalforsamling i HHK, onsdag den 8. marts 2017 kl 19:00 i Hillerøds Jagtforenings klubhus, Stationsvej 1. Nr. Herlev, 3400 Hillerød.

Agendaen er: 

  • Godkendelse af vedtægter.

 

Af hensyn til indkøb til lettere forplejning er tilmelding på mail nødvendigt og det senest den 7. marts til undertegnede formand. 

Forslag til vedtægtsændringer - klik her.

 

På bestyrelses vegne.

 

Kresten Rasmussen

Formand